Rød kuffert i blåt rum

Skrevet af Besvarelse
Bemo
Skrevet: 22. november 2011 17:00 | Redigeret: 28. november 2011 10:40

Vis version:

Den røde kuffert er halvt åben. Skjorteærmer og nederdele, både med og uden plisséer, stikker forsømte ud af sprækkerne.

Hun har ikke set det komme. Hun har faktisk ikke set noget.

Men hun har set hans seddel på køkkenbordet:

”Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt – Robert”

Kufferten ejer ikke længere sin oprindelige intense tomatrøde farve, men er forvandlet til en afbleget, forslået og kødfarvet ligegyldighed. Som uddateret kalv og flæsk i Superbrugsens kølemontrer.

”Skat, den skal være knaldrød, som dine balder, når vi går på hotelværelset om aftenen. Dine stramme røde solopsvulmede former på hvide kølige lagner. Kys mig”.
Ekspedienten havde smilet som en teenager på vej til date, da Robert betalte for den nyindkøbte røde. Mine kinder var rosa.


Kan kufferter helt af sig selv dag for dag formindskes, til de nærmest helt forsvinder ?

Den er mindre end nogensinde.

Engang var der lys. Lejligheden var rummelig. Syrener i vaser nåede aldrig at visne. Roberts smil var større og hans tindinger dækket af fyrige lokker. Han lokkede uden at skænke PC, mobil , fodboldkampe og bestyrelsesreferater en tanke. De behøvede ikke tænde lys for at få ild. Den blev vedligeholdt og pustet til i en fælles fysisk agenda. Faktisk brugte de aldrig ord som agenda, de åndede bare. Deres kroppe var varme og hede. Vinduerne duggede til rytme af puls og Dylan.
It takes a lot to laugh…

Han begyndte at købe gule tulipaner.


Grammofonen er støvet nu. Lp’erne fyldte så meget. De tager heller ikke skade af at ligge på loftet.

Roberts tolerance over for “pladderromantik” falmede i takt med, at kastanjetræerne antog en brunlig træt nuance. Hun hjalp ham med at sætte CD’er i Montana reolen. De havde det godt. Han var stolt af hende, når kollegerne kom på besøg. Roste hendes nye kjole og vagtler i sarkofag på SMEG komfuret. Ruderne var ikke duggede, selvom det var blevet koldere udenfor.

Der står en hvid tregrenet orkide i vindueskarmen. Robert finder altid de bedste og stærkeste eksemplarer. De er dyrket af moderplanten. ”De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde”. Man skal bare have tålmodighed og vente.

Hvad skal hun tage med, ud over sig selv? Hun ser sig selv mase sig ned i den kødfarvede kuffert. Det er et grimt syn. Hun vil købe en pink rygsæk på vejen.

... It takes a train to cry.
  Kommentar
Dino
Skrevet: 22. november 2011 17:41 | Redigeret: 22. november 2011 17:46

Masser af symbolik og sanseindtryk med farverne og kufferten der skrumper ind for til at sidst at blive efterladt og erstattet af en ny - frisk pinkfarvet kuffert.

Kufferten som symbol på hendes liv og ægteskab synes jeg, du gennemfører rigtig godt. Tøjet ligger "forsømt", ligesom hende, der skulle have båret det. Kufferten skrumper og mister sin røde (kærlighedsfarve), som blegner, ligesom kærligheden i deres forhold.

Alligevel ser hun det ikke. Fortrænger hun det? Vil hun ikke indse det? Sanser/fornemmer hun det ikke? Først da han skriver - skriver - til hende, går det op for hende. Går det op for hende, at hun har levet på en løgn.

Hans reblik synes jeg er helt cool: "Jeg er gået væk" Fed formulering. Og så farven blå. Han så / sansede åbenbart forandringen.

Kan god lide det spring med at hun kun skal have sig selv med. Hun overvejer at kravle ned i den skrumpede kuffet, blive i sit nuværende liv. Men det fængsel vil hun ikke blive i.

Og så den med at tøjet forvandler sig til døde arme og ben i guirlander. Ikke noget at vendet tilbage til - ikke noget at tage med sig. Kun sig selv - men altså uden den falmede, skrumpede, snærende, gamle kuffert. Der skal et nyt liv til, en ny kuffert til.

Men hvor den gamle kuffert startede i tomatrøde (naiv kærlighed?) skal den nye være pink, som jo stadig rummer rødt(kærlighed) men nu med en skarphed, end indsigt, og ikke mere naivitet - hun har lært noget, er kommet videre - flot angivet med valget af pink.

Dine flash backs bliver i samme korte, billedmættede stil. farvepaletten or årstiderne fuldføres og knytter citatet fra Dylan sammen: "It takes a lot to laugh, it takes a train to cry".

Flot og poetisk.
Bemo Version 7 (22. november 2011 17:46) - se tekst

Den røde kuffert er halvt åben. Skjorteærmer og nederdele, både med og uden plisséer, stikker forsømte ud af sprækkerne.

Hun har ikke set det komme. Hun har faktisk ikke set noget.

Men hun har set hans seddel på køkkenbordet:

”Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt – Robert”

Kufferten ejer ikke længere sin oprindelige intense tomatrøde farve, men er forvandlet til en afbleget, forslået og kødfarvet ligegyldighed. Som uddateret kalv og flæsk i Superbrugsens kølemontrer.

[i]”Skat, den skal være knaldrød, som dine ballerbalder, når vi går på hotelværelset om aftenen. Din stramme røde solopsvulmede former på hvide kølige lagner. Kys mig”. Ekspedienten havde smilet som en teenager på vej til date, da Robert betalte for den nyindkøbte røde. Mine kinder var rosa.[/i]

Kan kufferter helt af sig selv dag for dag formindskes, til de nærmest helt forsvinder ?

Den er mindre en nogensinde.

[i]Engang var der lys. Lejligheden var rummelig. Syrener i vaser nåede aldrig at visne. Roberts smil var større og hans tindinger dækket af fyrrige lokker. Han lokkede uden at skænke PC, mobil , fodboldkampe og bestyrelsesreferater en tanke. De behøvede ikke tænde lys for at få ild. Den blev vedligeholdt og pustet til i en fælles fysisk agenda. Faktisk brugte de aldrig ord som agenda, de åndede bare. Deres kroppe var varme og hede. Vinduerne duggede til rytme af puls og Dylan.
It takes a lot to laugh…

Han begyndte at købe gule tulipaner.[/i]

Grammofonen er støvet nu. Lp’erne fyldte så meget. De tager heller ikke skade af at ligge på loftet. Roberts tolerance for “pladderromantik” falmede i takt med, at kastanjetræerne antog en brunlig træt nuance. Hun hjalp ham med at sætte CD’er i Montana reolen. De havde det godt. Han var stolt af hende, når kollegerne kom på besøg. Roste hendes nye kjole og vagtler i sarkofag på SMEG komfuret. Ruderne var slet ikke duggede, selvom det var blevet koldere udenfor.

Der står en hvid tregrenet orkide i vindueskarmen. Robert finder altid de bedste, der er dyrket af moderplanten. ”De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde”. Man skal bare have tålmodighed og vente.

Hvad skal hun tage med, ud over sig selv? Hun ser sig selv mase sig ned i den kødfarvede kuffert. Det er et grimt syn. Hun vil købe en pink rygsæk på vejen.

... It takes a train to cry.
Finn Wilkens
Skrevet: 22. november 2011 17:48

Hej Bemo!
Aldringen begynder, og livet kører på motorvej, og pludselig står man der med en kuffert, der er blevet mindre.
Du fortæller en historie, kendt af mange. Roberts besked: Jeg er gået væk er lidt uklar. Er han skredet? Hvad menes med væk? Du må lige forklare dig over for en stakkels læser.
Jeg ville have skrevet, hvis det var det, Jeg forlader dig.
I hvert fald har jeg billedet af en kvinde, der er forladt med minderne ind over sig.
Bemo
Skrevet: 22. november 2011 18:04

Kære dino

Tak for din kommentar - eller rettere analyse af min tekst. Det er rigtigt at jeg forsøger at bruge farverne og tiden som en reference til det liv de lever/levede sammen.

Kh
B
Bemo
Skrevet: 22. november 2011 18:18

Kære Willkens

Roberts seddel på køkkenbordet er måske stiliseret. Men det er essensen af det jeg ville vise, som bliver i en grotesk form.

Jeg er gået væk (han ved ikke hvorhen. Det er ligegyldigt for han skal bare ud)
Her er blevet lidt for blåt- jeg ved godt, at man ikke ville skrive sådan. Men det er en del af et anerkendt synonom for en følelese - i musik, billeder og tekster).

Hun observerer farver i rum - det gjorde han også. Han så noget først, som hun ikke ville se.

Jeg prøver fakisk kun at vise, istedet for at artikulere.

Tak for dit besøg og dine spørgsmål

Kh
B

Marie X
Skrevet: 22. november 2011 18:41

Hej Bemo.
Du får fortalt imponerende meget, i så kort en tekst. Jeg er vild med dine skift mellem det ophøjede poetiske: "forsømte ud af sprækkerne", "intense tomatrøde" osv. og det tungt realistiske: "uddateret kalv og flæsk i Superbrugsens kølemontrer." Det virker bare så godt. Din stramme komposition og korte præcise sætninger, gør din tekst til noget helt særligt. Rigtig godt gået.
Marie.
Pnulle
Skrevet: 22. november 2011 18:59

Hej Bemo
Har egentlig ikke tid til at kommentere, meeeen, din tekst fænger på en eller anden måde. Du bruger ord og har sætninger, der ligesom vil noget, og din tekst bliver flyvende med antydninger og symbolik, din tekst virker mere som en gåde af en slags, og ikke en ´almindelig´ tekst. Længere kan jeg ikke forklare det. Men spændende og fascinerende at læse. Handlingen har jeg det nok lidt sværere med, men hvis jeg nu læser teksten igen, falder der nok nogle brikker på plads.
: )
Pernille
Nyholm
Skrevet: 22. november 2011 20:28

Hej Bemo!

Du beskriver så godt. Denne altopslugende kærlighed, hvor sindssygen lurer i kulissen og man vender vrangen ud på sig selv fordi man bare elsker at være forelsket.

Som andre har bemærket bruger du farverne så flot i den udvikling du beskriver, blå, rød, gul og kødfarvet. En ekstra dimension.

Men: han gik og hun pakkede kufferten, eller??

mvh Nyholm
Bemo
Skrevet: 22. november 2011 20:33

Kære Marie X. Tak for din søde kommentar. Glæder mig til at komme på besøg
Kh
B
Bemo
Skrevet: 22. november 2011 20:41

Kære Pnulle

Håber du får tid til at komme tilbage - nu mens vi venter. Jeg kommer også til dig. Er glad for at du fænges - ses

Kære Nyholm

Det er fedt du bemærker farverne. I virkeligheden tror jeg aldrig Robert kommer tilbage, men jeg ved det ikke. Hun reflekterer over det hun ikker har set - men ser det måske senere. ses hos dig

Kh

B
Bemo Version 8 (22. november 2011 20:52) - se tekst

Den røde kuffert er halvt åben. Skjorteærmer og nederdele, både med og uden plisséer, stikker forsømte ud af sprækkerne.

Hun har ikke set det komme. Hun har faktisk ikke set noget.

Men hun har set hans seddel på køkkenbordet:

”Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt – Robert”

Kufferten ejer ikke længere sin oprindelige intense tomatrøde farve, men er forvandlet til en afbleget, forslået og kødfarvet ligegyldighed. Som uddateret kalv og flæsk i Superbrugsens kølemontrer.

[i]”Skat, den skal være knaldrød, som dine balder, når vi går på hotelværelset om aftenen. Din Dine stramme røde solopsvulmede former på hvide kølige lagner. Kys mig”.
Ekspedienten havde smilet som en teenager på vej til date, da Robert betalte for den nyindkøbte røde. Mine kinder var rosa.[/i]

Kan kufferter helt af sig selv dag for dag formindskes, til de nærmest helt forsvinder ?

Den er mindre en nogensinde.

[i]Engang var der lys. Lejligheden var rummelig. Syrener i vaser nåede aldrig at visne. Roberts smil var større og hans tindinger dækket af fyrrige lokker. Han lokkede uden at skænke PC, mobil , fodboldkampe og bestyrelsesreferater en tanke. De behøvede ikke tænde lys for at få ild. Den blev vedligeholdt og pustet til i en fælles fysisk agenda. Faktisk brugte de aldrig ord som agenda, de åndede bare. Deres kroppe var varme og hede. Vinduerne duggede til rytme af puls og Dylan.
It takes a lot to laugh…

Han begyndte at købe gule tulipaner.[/i]

Grammofonen er støvet nu. Lp’erne fyldte så meget. De tager heller ikke skade af at ligge på loftet. Roberts
[I]Roberts tolerance over for “pladderromantik” falmede i takt med, at kastanjetræerne antog en brunlig træt nuance. Hun hjalp ham med at sætte CD’er i Montana reolen. De havde det godt. Han var stolt af hende, når kollegerne kom på besøg. Roste hendes nye kjole og vagtler i sarkofag på SMEG komfuret. Ruderne var slet ikke duggede, selvom det var blevet koldere udenfor.udenfor.[/i]

Der står en hvid tregrenet orkide i vindueskarmen. Robert finder altid de bedste , der og stærkeste eksemplarer. De er dyrket af moderplanten. ”De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde”. Man skal bare have tålmodighed og vente.

Hvad skal hun tage med, ud over sig selv? Hun ser sig selv mase sig ned i den kødfarvede kuffert. Det er et grimt syn. Hun vil købe en pink rygsæk på vejen.

... It takes a train to cry.
Livsglæde
Skrevet: 22. november 2011 21:24

Kære Bemo

Spidsfindig, præcis og spændende skrevet tekst med en masse symbolik, som for mig at se, handler om et par der ganske og aldeles har glemt at pleje deres forhold.

Engang var de hvinende forelskede, men hverdagen har udtørret og drænet og nu er der kun det leverpostegfarvede tilbage eller måske det kolde blå.

Mig forekommer det meget rigtigt, at de begge flytter og starter på en frisk.

Er de blevet klogere? Hmmm, hun har ingenting set før det var for sent og han er gået over til orkideer ?De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde?.

Tak for denne gang Bemo, jeg kan ikke rigtig forstå hvordan det er lykkedes mig at gå forbi dig sidste efterår. Godt jeg fandt dig i år. Håber vi ses i en næste klasse også.

KH Livsglæde

Bemo
Skrevet: 22. november 2011 21:47 | Redigeret: 22. november 2011 21:54

Kære min livsglæde yndlingssaxo

Tak for din kommentar - Jeg holder øje med dig kære

Jeg fatter heller ikke, du har aldrig har set mig. Jeg råber ufattelig højt (altså privat) Men tor jeg har haft lidt forskellige alias på saxo. Ikke for at gemme mig, men fordi jeg ikke kan huske mit password i mere end 2 dage :-) - og så har jeg skrevet nogle total skodhistorier

Vi ses hos dig - eller her - eller på en mail. Jeg er nysgerrig. Vi må lige udeveksle mails. jeg griner bare jeg ser dit navn. Pånær, når du er uartig - så griner jeg vildt højt.

Kommer på visit hos dig

krams

b
Robert Mørk Tindholm
Skrevet: 22. november 2011 23:00

Hej Bemo
Smukt fortalt sanselig historie, Her kaste du dig ikke ud i endeløse forklaringer på noget som helst. Vi får at føle, sanse, fornemme. Hun skal nok komme til at se. Hun er godt på vej. Med sin nye pink rygsæk.

She playd the blues - He just hit the road.


K.h. Robert

Ps. for det var vel ikke bagerjomfruen(den lille frækkert) som trak ham bort?
Bemo
Skrevet: 22. november 2011 23:32 | Redigeret: 22. november 2011 23:36

Kære Robet, tak for besøg - og tak for ros

Jeg ved sgu ikke hvem der trak ham bort, måske mere om, hvorfor han ikke blev. Der er ingen forklaringer, jeg ved af, men de er har nok været et wake up call.

Dylan på plade er altså mere sexet en på CD

Måske trænger de begge til en uartig bagerjomfru, mens de venter. Jeg venter lige til i morgen med at læse yderligere og komme rundt i skuet.

Synger en stille godnat blues ..

Kh

Jep
Skrevet: 22. november 2011 23:33

Kære b
Dejlig poetisk tekst.
Sangen handler om ensomhed, måske håbløshed, og det gør din text måske også.
Og i sangen tænker han tilbage, ligesom pigen hos dig.
Du har mange farver - sangen forkommer mig at være i hvidt og gråt og sort.
kh
j
Robert Mørk Tindholm
Skrevet: 22. november 2011 23:40

Ja jeg sværger også selv til pladen. Får også af og til læst teksten om hvor meget de fylder.
Tellme
Skrevet: 23. november 2011 12:27

Kære B
Deja vue, eller hvordan det nu staves. Den er nu langt bedre. Hvor kan du dog med denne korte tekst tegne nogle dejlige og triste billeder i mit hoved. Og så er der virkelig håb forude med en handy pink rygsæk.
Jamen, det rykker da helt vildt, de rigtige steder.
Jeg kommenterer bare hvad den gør ved mig og kaster mig ikke ud i tekstanalyse. Det er Dino så fantastisk til.
Tak for det
KH
Bemo
Skrevet: 23. november 2011 16:43

Kære Jep

Tak for kommentar. Ja Dylans sang er grå, sort og Hvid tilsidst, da vinteren kommer. Ikke mindst blå, som jo er den underliggende rytme.

Kære Tellme

Tak for din kommentar. Glæder mig. Og vi ses hos dig.



kh
B
Jan K
Skrevet: 23. november 2011 17:40

Hej Bemo,

Kan virkeligt godt lide din tekst. Et her og nu billede med tilbageblik på engang.

Rød kuffert falmer; Ruder der ikke dugger mere. Rigtig gode billeder fortalt uden for mange ord. Og så med Dylan under det hele ... nice :-)

Nå ja:

"Den er mindre en nogensinde."

Tastetumler? tænker der måske mangler et d?

Igen, dejlig læsning :-)

VH Jan K
Bemo
Skrevet: 23. november 2011 17:54

TAk Jan

Og tak for d - selv efter du havde skrevet det, kunne jeg ikke få øje på det. Rettes fluks.

Ses hos dig

Kh
B
Bemo Version 9 (23. november 2011 17:55) - se tekst

Den røde kuffert er halvt åben. Skjorteærmer og nederdele, både med og uden plisséer, stikker forsømte ud af sprækkerne.

Hun har ikke set det komme. Hun har faktisk ikke set noget.

Men hun har set hans seddel på køkkenbordet:

”Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt – Robert”

Kufferten ejer ikke længere sin oprindelige intense tomatrøde farve, men er forvandlet til en afbleget, forslået og kødfarvet ligegyldighed. Som uddateret kalv og flæsk i Superbrugsens kølemontrer.

[i]”Skat, den skal være knaldrød, som dine balder, når vi går på hotelværelset om aftenen. Dine stramme røde solopsvulmede former på hvide kølige lagner. Kys mig”.
Ekspedienten havde smilet som en teenager på vej til date, da Robert betalte for den nyindkøbte røde. Mine kinder var rosa.[/i]

Kan kufferter helt af sig selv dag for dag formindskes, til de nærmest helt forsvinder ?

Den er mindre en end nogensinde.

[i]Engang var der lys. Lejligheden var rummelig. Syrener i vaser nåede aldrig at visne. Roberts smil var større og hans tindinger dækket af fyrrige lokker. Han lokkede uden at skænke PC, mobil , fodboldkampe og bestyrelsesreferater en tanke. De behøvede ikke tænde lys for at få ild. Den blev vedligeholdt og pustet til i en fælles fysisk agenda. Faktisk brugte de aldrig ord som agenda, de åndede bare. Deres kroppe var varme og hede. Vinduerne duggede til rytme af puls og Dylan.
It takes a lot to laugh…

Han begyndte at købe gule tulipaner.[/i]

Grammofonen er støvet nu. Lp’erne fyldte så meget. De tager heller ikke skade af at ligge på loftet.
[I]Roberts tolerance over for “pladderromantik” falmede i takt med, at kastanjetræerne antog en brunlig træt nuance. Hun hjalp ham med at sætte CD’er i Montana reolen. De havde det godt. Han var stolt af hende, når kollegerne kom på besøg. Roste hendes nye kjole og vagtler i sarkofag på SMEG komfuret. Ruderne var ikke duggede, selvom det var blevet koldere udenfor.[/i]

Der står en hvid tregrenet orkide i vindueskarmen. Robert finder altid de bedste og stærkeste eksemplarer. De er dyrket af moderplanten. ”De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde”. Man skal bare have tålmodighed og vente.

Hvad skal hun tage med, ud over sig selv? Hun ser sig selv mase sig ned i den kødfarvede kuffert. Det er et grimt syn. Hun vil købe en pink rygsæk på vejen.

... It takes a train to cry.
TheDreamer-Dorte
Skrevet: 23. november 2011 22:42

Hej Bemo.
Sikke en god novelle. Jeg elsker den :-) Åh gys, at få blå balder istedet for knaldrøde. Tiden tager os alle....Skønt med alle de billeder.
Mange hilsner
Dorte
Goofey
Skrevet: 23. november 2011 22:44

Der var engang.... det er der ikke mere.
Og det er måske meget godt.
En fin og farverig tekst, som jeg nød at læse.

vh
Goofey
Bløde Poeters Klub - dorte
Skrevet: 24. november 2011 01:17

Kære Bemo

Flot historie, veldrejet sprog.
Stilsikkert brug af kuffert der bliver mindre,
farver der falmer, ruder der mister duggen,
temperaturen der ikke længere svinger i yderpunkterne.
Intens fortælling der ikke fylder så meget,
men er fyldt med indhold.

Jeg kan rigtig godt lide dit sprog,
du har mange beskrivende sætninger,
maler parret og lejligheden med stærke ord.

Dejligt!
kh dorte
Mogens Hansen
Skrevet: 24. november 2011 11:10

Hej Bemo
Et meget flot miskmask af farver og følelser, og livet, der bliver hverdag. Der er ikke så meget at sige. Det er en meget flot tekst.
-GENBOE-
Skrevet: 24. november 2011 13:07 | Redigeret: 24. november 2011 13:08

Hej Bemo
Jeg er gået væk ... Sådan siger én, der har læst psykologi. Man fjerner sig (går væk) fra noget der ikke er godt for én. Derfor troede jeg, at der var tale om indforstået kommunikation mellem hp og manden, men da der ellers ikke blev beskrevet noget i den retning, blev jeg lidt forvirret over formuleringen. Han kunne jo bare have skrevet: "Jeg er skredet!"

Udover denne lille bagatel, synes jeg, historien er meget flot beskrevet med kærligheden der blegnede i takt med installeringen af Smegkomfur og Montanareoler. Farverne og sangteksterne som symboler osv.fungerer også godt.


Mvh. Genboe

Bastrup
Skrevet: 24. november 2011 13:51

Kære Bemo,

Du beskriver et yderst velkendt tema på en meget æstetisk måde. Med farver der blegner.Samtidig dukker smeg og Montana op en kvalitetsbevidst materialist med kærstesorger:-)
Du laver næsten en meta kommentar ved at pointere at ruderne IKKI er duggede- måske en hilsen til TV2s "Duggede ruder"?
Jeg er betaget af den afskeds hilsen. Er kærsten poet?
Det glæder mig, at Hp igen vil have stærke farver i sit liv og starter med pink! Choking pink.

Jeg holder meget af din sprogtone og sans for detaljer.
Tak for en fin læseoplevelse.

Håber vi ses igen til næste semester.
KH Bastrup
SuzanneCharlotte
Skrevet: 24. november 2011 14:54 | Redigeret: 24. november 2011 14:56

Kære Bemo

Billeder, digterisk, så det basker. Jeg kan rigtig godt lide din historie, der er sanselighed og en masse fantasi at glødes ved sådan en grå dag som i dag.

"Hun ser sig selv mase sig ned i den kødfarvede kuffert. Det er et grimt syn" STÆRKT og ren uhygge. Dette er en god beskrivelse af noget, der bliver gennemlevet, så HP kommer ud igen på den anden side.

KH
SuzanneC
Bemo
Skrevet: 24. november 2011 15:21

kære Suzanne

Tusind tak. Du varmer

Jeg kommer ilende hos dig - har ikke glemt Clinten endnu.

Kh
Berith
SuzanneCharlotte
Skrevet: 24. november 2011 15:24

Haha, Berith, denne gang er det noget HELT andet - håber det underholder alligevel. Denne gang er jeg sirene og har fået en støveklud (Finns udtryk) med på forlovelsesrejse.

KH
SuzanneC
Bemo
Skrevet: 24. november 2011 17:24

Hej kære SuzanneC

Din tekst er kongegod. Irriterende god. Jeg bliver jaloux både på den og Clinten.

Kh
B
Izbern
Skrevet: 24. november 2011 20:58

Hej Bemo.

Jeg ville ønske din tekst var længere.

Det er en mættet og intens fortælling. Om hvordan farver forvandler sig, ligesom et forhold kan gå fra lyserødt til pludselig at slutte. Helt uden, at hun har set det. Eller noget.

"Her er blevet lidt for blåt" er en sigende og morsom sætning, der dog kalder på eftertænksomheden.

Hele livet symboliseret i, at kufferten aldrig har været mindre, er et skønt billede.

Skøn tekst med oceaner af info. Gid den var længere.

kh
Charlotte
Bemo
Skrevet: 24. november 2011 21:02 | Redigeret: 24. november 2011 21:03

Kære Izbern - tusind tak

Jeg er på læsetogt i aften - i en uge der er formindsket uden jeg har lagt mærke til det. Men jeg lægger mærke til dig, når jeg kommer besøg i aften.

Tak for din søde kommentar -

Ses hos dig

Kh

B
Bemo
Skrevet: 24. november 2011 21:16 | Redigeret: 24. november 2011 21:17

Kære

@DreamerDorthe
BlødeDorthepoet
@Goofey - just love that name
@Mogens H
@Genboe
@Bastrup

Tusind tak for jeres fine kommentarer.

Sedlen - "Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt - Robert", KAN jeg bare ikke slå ihjel. (Nogle undres) Specielt ikke i sidste tekst i denne omgang. Det er min egen favorit i denne tekst - Ved ikke om Robert er poet - men ved det var det han skrev.

Jeg er på vej til at lukke for job og starte nyt - venteværelse. Nåh ja, er sgu en smule småstresset. Jeg når tilbage til alle tekster om TDC og min forbindelse vil. Ellers må i bare vente. I'll keep an eye on you.

Kh

B
Birthe
Skrevet: 24. november 2011 21:50

Hej Bemo
Har netop scrollet ned over dine kommentatorer/kommentarer uden at gøre andet end småkigge. Måske er det derfor sagt før, men jeg kan lide din stil med den megen symbolik: de intense farver, der efterhånden fader ud og ender med at stå som orkidéen, hvid og nøgen, uden behov /mulighed for at få opfyldt sine behov.

Where blue(s) begins - eller hvor et forhold slutter. Var det ikke sluttet undervejs, hvor passionen gik over i ligegyldighed/trummerum? Uafvendeligt?

Jeg kan lide din stil uden alt for megen "udenoms", så jeg klarere kan se din hp og forholdet, der udvikler/afvikler sig.
Tak for dejlig læsning - tak for denne gang.
Birthe
Bemo
Skrevet: 24. november 2011 22:39

Kære Birthe

Tusind tak for din observerende kommentar Fedt du kan lide mit knappe sprog.

Nogle gange starter livet, når døren lukker, fordi man ser sprækker hvor lyset kommer ind.

Jeg har kommenteret din smukke histoire, som er total i min smag.

Kh
B
Hønemor/Anita SKRIVE-BLOGGEN
Skrevet: 25. november 2011 08:53

Kære Bemo
Tusind tak for denne gang - det er altid en fornøjelse at møde dig og dine tekster :)
I denne danner du sjove og alvorlige billeder.
Lidt i den omvendte verden er det HAM der går og åbenbart har set et forslidt forhold?
Meen, hun kan ta' det og ser positivt på fremtiden :)
Rigtig god jul til dig og dine og vi mødes forhåbentligt igen :)
Kh
Anita
Bemo
Skrevet: 25. november 2011 10:53

Kære Høne

Selv tusind tak og glædelig jul.

Vi mødes igen - I'm sure. Vi mødes i hvertfald hos dig senere i dag.

Det har som altid været dejligt at være med.

Kh
B

Jesper
Skrevet: 25. november 2011 16:08

Sjov og symbolmættet historie. Elsker symboler, når de også fungerer konkret, som orchideen - men hvorfor er den tregrenet?
Alt famler jo med tiden, noget lidt for meget, som kastanjer, der har fåe tmøl. Det sidste kursivafsnit er det ikke nutid?? Jeg forstår ellers kursivet som flashback.
Handlingen, den skal man måske ikke hænge sig for meget i, men hvorfor går de begge to og lader boligen tom?
Bemo
Skrevet: 25. november 2011 16:52

Hej jesper - TAK

Orkideen er tregrenet, fordi den er dyr og ikke købt i Netto eller Ikea for en 50'er.

Det sidste kursivafsnit er datid - han er skredet, det er flashback ???

Ja, det er da noget rod bare at skride fra en lejlighed, måske er de lige glade, ordner det bagefter, siger den op, sælger den. Jeg ved det sgu ikke. Men det er vildt dumt.

:-)

Tak og ses

KH

B
Bemo Version 10 (25. november 2011 16:52) - se tekst

Den røde kuffert er halvt åben. Skjorteærmer og nederdele, både med og uden plisséer, stikker forsømte ud af sprækkerne.

Hun har ikke set det komme. Hun har faktisk ikke set noget.

Men hun har set hans seddel på køkkenbordet:

”Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt – Robert”

Kufferten ejer ikke længere sin oprindelige intense tomatrøde farve, men er forvandlet til en afbleget, forslået og kødfarvet ligegyldighed. Som uddateret kalv og flæsk i Superbrugsens kølemontrer.

[i]”Skat, den skal være knaldrød, som dine balder, når vi går på hotelværelset om aftenen. Dine stramme røde solopsvulmede former på hvide kølige lagner. Kys mig”.
Ekspedienten havde smilet som en teenager på vej til date, da Robert betalte for den nyindkøbte røde. Mine kinder var rosa.[/i]

Kan kufferter helt af sig selv dag for dag formindskes, til de nærmest helt forsvinder ?

Den er mindre end nogensinde.

[i]Engang var der lys. Lejligheden var rummelig. Syrener i vaser nåede aldrig at visne. Roberts smil var større og hans tindinger dækket af fyrrige lokker. Han lokkede uden at skænke PC, mobil , fodboldkampe og bestyrelsesreferater en tanke. De behøvede ikke tænde lys for at få ild. Den blev vedligeholdt og pustet til i en fælles fysisk agenda. Faktisk brugte de aldrig ord som agenda, de åndede bare. Deres kroppe var varme og hede. Vinduerne duggede til rytme af puls og Dylan.
It takes a lot to laugh…

Han begyndte at købe gule tulipaner.[/i]

Grammofonen er støvet nu. Lp’erne fyldte så meget. De tager heller ikke skade af at ligge på loftet.

[I]Roberts tolerance over for “pladderromantik” falmede i takt med, at kastanjetræerne antog en brunlig træt nuance. Hun hjalp ham med at sætte CD’er i Montana reolen. De havde det godt. Han var stolt af hende, når kollegerne kom på besøg. Roste hendes nye kjole og vagtler i sarkofag på SMEG komfuret. Ruderne var ikke duggede, selvom det var blevet koldere udenfor.[/i]

Der står en hvid tregrenet orkide i vindueskarmen. Robert finder altid de bedste og stærkeste eksemplarer. De er dyrket af moderplanten. ”De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde”. Man skal bare have tålmodighed og vente.

Hvad skal hun tage med, ud over sig selv? Hun ser sig selv mase sig ned i den kødfarvede kuffert. Det er et grimt syn. Hun vil købe en pink rygsæk på vejen.

... It takes a train to cry.
Anni
Skrevet: 25. november 2011 18:09

Hej Bemo!
Kærligheden falmer og tæres af år og mangel på oprigtig opmærksomhed. Livets (kærlighedens) cyklus. Måtte hun forsvinde med den kødfarvede. Eller begynde på ny i pink.
Fin, symbolsk fortælling. KH Anni
Jesper
Skrevet: 25. november 2011 19:53

Hej Bemo

Jeg er nok lidt nævenyttig, i dette kursivafsnit er Robert da ikke skredet endnu????

"Roberts tolerance over for ?pladderromantik? falmede i takt med, at kastanjetræerne antog en brunlig træt nuance. Hun hjalp ham med at sætte CD?er i Montana reolen."

Mh

Jesper
Pamiut
Skrevet: 25. november 2011 20:05

Hej Bemo

"Den røde kuffert er halvt åben" eller lige nu er den måske halvt lukket?

?Skat, den skal være knaldrød, som dine balder." Super udtryk, bare det ikke er fordi hun er solskoldet

"Hvad skal hun tage med, ud over sig selv" Det er så her vi er nød til at blive lidt alvorlig.

Det er hårdt når hverdagen indtræffer. Her har vi så ikke noget rigtig at holde os til.
Måske han bare skal ud og finde en han kan lege med, indtil det atter bliver hverdag.
Måske hun har glemt at der også skal "blomster" den anden vej

Hvem ved.

Jeg blev underholdt på en lidt sørgmodig måde.

Hilsen Pamiut



Bemo
Skrevet: 25. november 2011 20:35

Kære Jesper :-)

Robert er skredet fra historien starter.

Alt i kursiv er tilbageblik.

Hun ser den røde kuffet - reflekterer

Hun ser grammofonen - reflekterer

Alt i kursiv er tilbageblik.

Lige nu er der interiør, en rød kuffet og HP selv.

Jeg vil aldrig kalde dig nævenyttig - men interesseret og dedikeret.

Det er jo der er noget af det skønneste ved dig + en masse andet :-)

But you know

kh
B
Bemo
Skrevet: 25. november 2011 21:06

Kære Paimut

Er glad for at du nævner kuffert halvt åben. Det er mit eget billede og tanke. Kommer vi eller går vi ? Derfor synes jeg en kuffert er fedt et symbol.

Har læst din alfehistorie - tak for den.

Jeg glæder mig til næste runde allerde - selvom det gør tænder løse at læse, lære og kommentere.

Kh
B
Bemo
Skrevet: 25. november 2011 21:09

Kære Anni

Tak for din læsning og kommentar - og ikke mindst for dit uldne undertøj :-)

Så fint, kort og corny

Kh

B
Maybritt O'Hare
Skrevet: 27. november 2011 11:35

Kære Bemo !
Flot fortalt tekst om et opbrud, en venteposition og en ny begyndelse.
MEGET flotte metaforer, der får gode billeder frem på nethinden.
Kort og godt : GODT :)

Mange tak for den og for denne gang - håber, at vi "ses" igen i Skriveland :)
KH
MOH
Bemo
Skrevet: 27. november 2011 12:40

Kære MOH

Tusind tak - vi ses helt sikkert i Skriveland

Kh

B
Jyske Fortælleres Ib-René Kruse
Skrevet: 27. november 2011 18:44

Kære Bemo.

Jeg kan godt lide de røde baller ;)

Du har kun brugt en trediedel af ugens tilladte anslag. Dem tror jeg godt, du kan bruge nogle flere af :)

khib
Bemo
Skrevet: 27. november 2011 19:11

Kære Ib

Dem kan jeg også godt lide - de røde baller.

Jeg ved jeg er ordknap. Lige i denne uge tænker jeg - less is more. Starter nyt job torsdag. Men ellers har du ret. Jeg bruger sjældent alle ord. Det jeg bedst kan lide - hos mig selv - er at jeg ikke forsøger at fylde på, når den er færdig i mit hoved. Men jeg øver mig. Jeg vil gerne kunne skrive en historie, der rækker ud over bagsiden af en kuvert. Måske er jeg som Robert i min tekst. Bortset fra, at her ville jeg ikke være gået, fordi jeg synes her er flammende varmt og sjovt.

Ses

Kh
Berith
Jesper CO2 = Jesper O
Skrevet: 28. november 2011 09:59 | Redigeret: 28. november 2011 10:01

Hej Bemo

Din titel lokkede mig og gav mig appetit på at læse mere, og den er virkelig dækkende. Teksten er et knivskarpt, totalfokuseret billede af et enkelt, afgørende øjeblik. Poetisk lethed, sansefylde. Jeg læser den som et digt, ikke som en novelle. Et digt der bliver hængende og rumsterer i mig.

Teksten er også ordknap som hans afsked: "Her er blevet lidt for blåt", han er et ekstremt farvesensitivt menneske: Kufferten kunne kun være knaldrød, for farven skulle gå sammen med det hvide lagen. Det er vigtigt at der er noget gult: tulipaner. For et så visuelt menneske er for mange blå farver uudholdeligt.

"Hun har faktisk ikke set noget" hun er nemlig et auditivt menneske der opfatter igennem musik og lyde. Hun sætter CD'er i reolen og hører Dylan.

I længden er det svært for dem at mødes når de opfatter verden igennem hver sin sansemodalitet.

Han siger om orkideen - og dermed måske om kærligheden? - "De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde". Han er åbenbart, jvf. den lakoniske seddel, et menneske af få ord - lige som Bemo -, fordi det er synsindtrykket som betyder noget. Måske vender han tilbage, men hun har ikke tålmodighed til at vente, hun er skredet med sit grædende tog. For længe siden.

En pink rygsæk. Da jeg lærte engelsk betød pink lyserød. Nu betyder det en dæmpet rød med tilsætning af hvid og lidt blåt. Ja, så er der blevet for blåt i deres samliv.


To bemærkninger:
It takes a train to cry - hvad betyder det, en hentydning til en sang af Dylan? Men jeg kender den ikke, så det siger mig ikke noget.

fyrrige lokker->fyrige lokker?


De bedste hilsener til dig og på gensyn fra jesper o
Bemo Version 11 (28. november 2011 10:40) - se tekst

Den røde kuffert er halvt åben. Skjorteærmer og nederdele, både med og uden plisséer, stikker forsømte ud af sprækkerne.

Hun har ikke set det komme. Hun har faktisk ikke set noget.

Men hun har set hans seddel på køkkenbordet:

”Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt – Robert”

Kufferten ejer ikke længere sin oprindelige intense tomatrøde farve, men er forvandlet til en afbleget, forslået og kødfarvet ligegyldighed. Som uddateret kalv og flæsk i Superbrugsens kølemontrer.

[i]”Skat, den skal være knaldrød, som dine balder, når vi går på hotelværelset om aftenen. Dine stramme røde solopsvulmede former på hvide kølige lagner. Kys mig”.
Ekspedienten havde smilet som en teenager på vej til date, da Robert betalte for den nyindkøbte røde. Mine kinder var rosa.[/i]

Kan kufferter helt af sig selv dag for dag formindskes, til de nærmest helt forsvinder ?

Den er mindre end nogensinde.

[i]Engang var der lys. Lejligheden var rummelig. Syrener i vaser nåede aldrig at visne. Roberts smil var større og hans tindinger dækket af fyrrige fyrige lokker. Han lokkede uden at skænke PC, mobil , fodboldkampe og bestyrelsesreferater en tanke. De behøvede ikke tænde lys for at få ild. Den blev vedligeholdt og pustet til i en fælles fysisk agenda. Faktisk brugte de aldrig ord som agenda, de åndede bare. Deres kroppe var varme og hede. Vinduerne duggede til rytme af puls og Dylan.
It takes a lot to laugh…

Han begyndte at købe gule tulipaner.[/i]

Grammofonen er støvet nu. Lp’erne fyldte så meget. De tager heller ikke skade af at ligge på loftet.

[I]Roberts tolerance over for “pladderromantik” falmede i takt med, at kastanjetræerne antog en brunlig træt nuance. Hun hjalp ham med at sætte CD’er i Montana reolen. De havde det godt. Han var stolt af hende, når kollegerne kom på besøg. Roste hendes nye kjole og vagtler i sarkofag på SMEG komfuret. Ruderne var ikke duggede, selvom det var blevet koldere udenfor.[/i]

Der står en hvid tregrenet orkide i vindueskarmen. Robert finder altid de bedste og stærkeste eksemplarer. De er dyrket af moderplanten. ”De skal næsten ikke passes og kommer igen, selv når man tror, de er døde”. Man skal bare have tålmodighed og vente.

Hvad skal hun tage med, ud over sig selv? Hun ser sig selv mase sig ned i den kødfarvede kuffert. Det er et grimt syn. Hun vil købe en pink rygsæk på vejen.

... It takes a train to cry.
konge
Skrevet: 28. november 2011 10:56

Hej Bemo

En velskrevet spændende tekst, hvor kærligheden brænder ud i takt med at tiden går. Bemærker de gule tupilaner (Gul er falskehedens farve), der for mig indikerer, at der er noget, der ikke er, som det skal være.

Hun pakker kuffert og forlader stedet, men ifølge hans seddel, så gør han også. Det forvirrer en smule?

Torben :-)
Bemo
Skrevet: 28. november 2011 14:13

Kære Jesper O,

Tak for din grundige kommentar, som jeg blev glad for. Tak for roser.

Nummeret er Dylans Blues

It takes at lot to laugh It takes a train to cry.

Fyrig er rettet - den havde jeg ikke set.

Kh
B
Bemo
Skrevet: 28. november 2011 14:20

Hej Konge

Det er rigtigt med tulipanerne - gul for falskhedens farve.

Det er rigtig at hun går, efter Robert er gået. Hun går måske fordi der også er blevet for trangt for hende. Det opdager hun nu. Måske har hun ingen grund til at være der længere. Måske har hun behov for at starte et helt nyt kapitel.

Tusind tak for dit besøg

Kh

B
rahajak
Skrevet: 29. november 2011 21:29 | Redigeret: 29. november 2011 21:33

Kære Bemo

Tak for dit besøg hos mig.
Skønt at vore skriveveje krydser hinanden lige inden lukketid.
Du kan da så sandelig selv skrive, så det er en fornøjelse at læse.
Intenst og med et lag af tekst bag teksten,
med detaljer der fanger og tegner tid og miljø,
og med farver og "replikker" der virkelig vil noget.
"Jeg er gået væk, her er blevet lidt for blåt - Robert".
Den besked siger det hele.
Er uundværlig som tekstens omdrejningspunkt.
Et forhold er slut.
Rødt vs blåt.
Kærlighed, lidenskab, varme vs forsvinden, fjernhed, kulde.
Kuffert/kiste metaforikken trækker togmetaforikken med sig.
Livet (og kærligheden) er en rejse!
Slut. Og Tak!

Kh Ragnhild

PS Må læse novellens kommentarer,
når jeg har fået lagt mine manglende kommentarer rundt omkring.
Bemo
Skrevet: 2. december 2011 16:18

Kære Rahajak

Tak for din grundige kommentar. Det glæder mig du kunne lide min tekst.

Ses i næste runde

Kh

Berith
jeremy
Skrevet: 3. december 2011 15:57

Hvis der er interesse for det?

Skrivesymposium i Bed & Breakfast Bakkehuset, Nyborg weekenden 3. - 5. februar 2012.

Vi stiller opgaverne sammen, skriver og evaluerer. Og hygger selvfølgelig.

Der bliver tale om 2 overnatninger og fuld forplejning, morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe, middag og aftenkaffe.

Maximalt deltagerantal 6 personer. Pris 1000 kr.

Henvendelse til holsax@forum.dk
  Skriv kommentar
  Skriv en kommentar